Opstart af Café - startvejledning

Opstart af Cafe eller spisested

Startvejledning til opstart af din egen Cafe

Elsker du at kræse om dine gæster og give dem en speciel oplevelse i form af mad, drikke og hyggelige omgivelser? Er du samtidig social anlagt, så er cafebranchen måske noget for dig.

Startvejledningen er en ekstra hjælp fra Brønderslev Erhverv til dig, der overvejer at åbne egen cafe og belyser, hvad du særligt skal være opmærksom på.

Vi ønsker dig god fornøjelse med læsningen og håber, du finder svar på dine spørgsmål. Har du brug for sparring, er de altid velkommen til at kontakte os på erhverv@99455200.dk eller 99455200.

Hvordan vil du starte cafeen?

Der er tre måder at starte en café på. Du kan enten bygge alt op fra bunden, overtage en igangværende café eller købe dig ind i en kæde. Alle 3 har fordele og ulemper.

 

Starte cafe fra bunden

Opstart af café fra bunden giver mulighed for at sætte eget præg i form af serviceydelser, sortiment og priser. Du kan afprøve ideer og være kreativ, men det er også forbundet med usikkerhed. Fejl kan være dyre lærepenge og svære at rette op på.

 

Overtages en eksisterende café, er mange ting allerede på plads f.eks. er lokalerne indrettet, kunderne kender stedet og arbejdsgangen ligger fast. Den tidligere ejer kan være behjælpelig med gode råd. Du kan løbende ændre cafeen, så den bliver efter eget ønske. Er cafeen forpagtet kan der være regler i forpagtningsaftalen, om hvad der må ændres. Vær opmærksom på cafeens tidligere ry, et dårligt omdømme kan være svært at ændre på trods af nyt ejerskab.

 

Købe sig ind i en kæde

I cafékæder er alt i fastlagte rammer, hvilket kan give en hurtig og effektiv opstart. Kæden bidrager med knowhow til kalkuler, indkøb, markedsføring, maskineri og meget andet. Ulempen er, at du ikke altid kan træffe egne beslutninger uden kædens godkendelse, og derfor bliver mere en bestyrer end en kreativ iværksætter.

 

Kædecaféer i Danmark

I Danmark findes blandt andet franchise cafékæden Baresso Coffee.

Starbucks tilbyder ikke franchises, men kun licenser eller joint ventures til erfarne virksomheder. Der er iscafeer og småkagekoncepter på vej til Danmark som franchise koncepter.

 

Importer franchise

Grundet de få caféfranchise-koncepter i Danmark, kan du blive den første med et nyt koncept i landet. At importere franchise kræver opsøgende arbejde og der er faldgruber. Du kan finde inspiration og kædecaféer på f.eks. www.franchisehandbook.com.

 

Hvad er din café idé?

Som iværksætter har man ofte en ide til, hvordan din café skal skille sig ud fra konkurrenterne. Matcher konceptet og ideen med kundens ønsker inden for udvalg, stemning, indretning og tiltaleform kan dette betyde tilbagevendende kunder. Grundet den hårde konkurrence indenfor cafebranchen er det essentielt at din forretningsidé giver mere slutværdi til kunderne end konkurrenternes ide.

 

Fokus på indretningen

Cafeens indretning skal have en rød tråd med det overoverordnede koncept herunder maden, som gerne skal være tydeligt overfor kunden. Eksempelvis tilbydes enkle stilrene retter så passer et moderne design til indretning. Tilbydes der mormormad skal indretningen associere med dette. Som ejer er det altid nemmere at indrette, hvis man har personligt forhold til temaet. Ofte er det maden, der bør afgøre indretningen.

Praktiske dobbeltfunktioner

Som cafeejer kan du også overveje, om cafeen skal være i forbindelse med en boghandel, museum osv. for at tiltrække yderligere kunder. Ligeledes kan en tredje funktion være at brande sig som brætspilscafe eller i bestemt miljø, eksempelvis studerende med gode muligheder for at anvende egen bærbare pc.

Særligt udvalg af drikkevarer

Mange danskere er glade for specialiteter. Er det målgruppen, er det en god ide at have et stort og sofistikeret udvalg af kaffe, øl osv. – noget de nærliggende konkurrenter ikke har.

 

Fokus på madkvalitet og specialer

Samfundsmæssige trends såsom økologi, bæredygtighed og kvalitet favner en voksende gruppe kvalitetsbevidste danskere. Overvej om det er her, du kan udskille dig ift. konkurrenter ved at tilbyde specielle salater, sandwichs, hjemmelavet is, tapasbar eller noget helt andet.

 

Produktionscaféer

Man kan også starte en produktionscafé, hvor kunderne kan følge tilberedningen. Det kan være alt fra mikrobryggeri og mikromejeri, til helstegt pattegris eller rygning af fisk og ost. Dette kræver ”et åbent miljø” og et personale som kan håndtere at arbejde under kundernes bevågenhed.

 

Muligheder for at iagttage

Cafeens beliggenhed er naturligvis en vigtig faktor. Er den beliggende i havnemiljø, smuk udsigt eller andet aktivt tiltrækker den de kunder, som tager på cafe for at iagttage og studere omgivelser og miljø.

 

Underholdningscaféer

Vil din café brande sig som underholdningscafe, som tilbyder levende musik, stand up, forfatteraftener, politiske møder, skønhedskonkurrencer og meget andet. Det kan også være en natklublignende cafe med diskotek og dans.

 

Husk blot på at konceptet ikke bliver for snævert og dermed ”udelukker” andre målgrupper.

 

Få denne guide tilsendt som PDF

Vil du hellere læse i fred og ro, i print?

Beliggenhed – beliggenhed - beliggenhed

Beliggenheden er altafgørende og den rette placering er reklamesøjle i sig selv. Gå derfor ikke på kompromis. Inden lokalebeslutning træffes, skal du studere, hvordan folk bruger omgivelserne og om det er foreneligt med dit koncept.

 

Når beliggenheden først er valgt, skal du øge opmærksomheden yderligere. Sørg for flotte skilte, menu-skabe, blomster, fakler og andet. Udendørsservering er også trækplaster, hvis man skaber et lukrativt udemiljø.

Økonomi i en cafe

For at realisere drømmen om en café, skal der være økonomi i det. Lav et budget for at få et overblik. Budgettet skal hvile på de valg, du har taget. Undersøg priserne på markedet for at budgettet er så solidt som muligt.

Check priserne på ejendomme og forpagtning og sammenlign mange steder. Ejendomme med gode beliggenheder er dyrere men indtjeningen bør afspejle dette.

Besøg lignende caféer og tag læring med derfra. Hvor mange gæster, hvor mange penge bruger de og på hvad? Hvor længe bliver de på cafeen? Få kataloger og prislister fra leverandører af mad, drikke m.v. Undersøg om de giver rabatter.

Tag på messe, f.eks. Food Expo i Herning, for inspiration, priser og leverandørkontakter. Undersøg vilkårene hos forskellige leverandører. Undersøg personaleomkostninger herunder løn, sociale udgifter og frynsegoder.

Årsbudget

Denne cafe har 15 borde og sælger også take away kaffe.

Det forventes at sælge 80 kopper kaffe om dagen i 300 dage til 40 kr. pr. kop (32 kr. eks. moms).

På cafeen sælges også sandwich, kager og andre lækkerier.

Der er åbent 300 dage om året.

Kr. pr år
Omsætning:
80 kaffe kunder x 300 dage a 32 kr. (40 kr. inkl. moms) 768.000
30 Sandwich/kager mv. x 300 dage x 16 kr. (20 kr. inkl. moms) 144.000
I alt 912.000
Direkte omkostninger ved driften:
Vareforbrug kaffe – ca. 25 % af omsætningen 192.000
vareforbrug mad – ca. 40 % af omsætningen 57.600
Udgifter til duge, service, m.v. 10.000
I alt 259.600
Dækningsbidrag (Omsætning – Direkte omkostninger) 652.400
Faste omkostninger
Løn til 1 medarbejder 300.000
Husleje 120.000
Leje af fortovsareal 2.000
El, varme, vand, forbrugsafgifter, telefon, Coda. 20.000
Revisor, administration m.v. 20.000
Levnedsmiddelkontrol, affaldsafgifter m.v. 4.000
Kørsel i egen bil 15.000
Markedsføring 10.000
Renter af opstartslån/kassekredit 3.500
Forsikringer 13.000
I alt 507.500
Overskud (Dækningsbidrag – Faste omkostninger) 144.900

Etableringsbudget

Lav et etableringsbudget. Du kan få udgifter til:

  • Til at købe ejendom eller til depositum
  • Til ombygning/renovering
  • Til borde, stole, belysning, kasseapparat, diske og service
  • Til komfurer, udsugning, køl, opvaskemaskiner, redskaber
  • Til bil
  • Til oprettelse af telefon
  • Til attester og godkendelser
  • Til advokat og revisor
  • Til uddannelse

Registrering af virksomhed

Når du ved, hvad du sælger, til hvem og hvor meget, skal virksomheden registreres, også kaldet at få sit momsnummer.

Det er nemt at starte enkeltmandsvirksomhed i Danmark.

 

Registrering

Du kan registrere direkte via internettet på www.virk.dk. Du får så en særlig registreringsanmeldelse, hvor du skal skrive alle dine personoplysninger, din driftsform, og oplyse hvilken branche din virksomhed er indenfor.

 

Læs om de forskellige virksomhedsformer her og vælg den, der passer til dig. https://virksomhedsguiden.dk/erhvervsfremme/content/temaer/ivaerksaetteri/guides/vaelgvirksomhedsform/

Afhængig af virksomhedsform skal der eventuelt betales for registrering, men det er ikke større beløb.

De mest almindelige former er:

 

Enkeltmandsvirksomhed

Personligt ejet enkeltmandsvirksomhed er den mest enkle virksomhedsform. Der er ingen kapitalkrav. Som ejer hæfter du personligt med alt, hvad du ejer.

 

Interessentskab (I/S)

Interessentskab (I/S) er en personligt ejet virksomhed med flere ejere uden kapitalkrav. Ejerne hæfter personligt og solidarisk. Det anbefales at få udarbejdet en interessentskabskontrakt.

 

Anpartsselskab (ApS)

Anpartsselskab (ApS) kan stiftes af en eller flere personer. Selskabet skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der er et kapitalkrav på min. kr. 50.000 og der hæftes med den indskudte kapital.

 

Aktieselskab (A/S)

Der er et kapitalkrav på min. kr. 500.000, men er ellers meget lig reglerne for anpartsselskab.

 

Tilladelser

Efter registrering kan det være nødvendigt at skaffe tilladelser til at udføre dit erhverv. Som cafeejer skal du bl.a. godkendes til at sælge fødevarer, alkoholbevilling og opfylde mange hygiejneregler. Måske skal kommunens tekniske forvaltning kontaktes for at sikre, lokalerne må bruges til en cafe.

 

Regnskabspligt

Regnskabet er et vigtigt styringsredskab, men det skal også bruges til at opfylde statens regler om regnskabspligt og momsafregning.

 

Reglerne gælder uanset om det er del- eller fuldtids virksomhed. Det er ikke et krav at registrere virksomheder med omsætning under kr. 50.000 årligt.

SKAT

Der betales skat af virksomhedens overskud. Når du har trukket alle virksomhedens udgifter fra virksomhedens indtægter, findes den skattepligtige indkomst.

 

Du ved sjældent på forhånd, hvor stort overskud bliver og må derfor lave et skøn vha. budgettet. Dette indberettes til SKAT.

 

SKAT sender indbetalingskort til den forventede årlige skat. Når året er omme, modtages en udvidet selvangivelse, hvor det realiserede overskud oplyses. Har du tjent mere end budgetteret, skal der betales ekstra skat og omvendt får du penge retur, hvis indtjening er mindre end forventet.

En revisor kan hjælpe med andre detaljer, så din skat bliver så fordelagtig som muligt for dig.

 

 

Virksomhedens økonomiske system

Følg nedenstående fem trin for at reducere dine administrative udfordringer væsentligt

Moms

Alle virksomheder betaler moms til staten ved at lægge 25% oveni salgspris. Som nystartet kan indsamlede moms-penge beholdes i tre måneder, inden afregning til SKAT. Virksomheden kan trække den moms fra, den selv betaler. Indsamling af moms fungerer på

denne måde:

Du sælger:
50 kopper kaffe á 40 kr 2000 kr
+25% moms 500 kr
I alt 2500 kr
Du køber
15 kg kaffe 800 kr
+25% moms 200 kr
Afregning af moms
salgsmoms 500 kr
Købsmoms 200 kr
Moms at betale til SKAT 300 kr

Vil du have hele vejledningen tilsendt?

Fandt du svar på dine spørgsmål?

Helt uden at prale kan du finde meget hjælp til opstarten på vores hjemmeside Brondersleverhverv.dk, ligesom du kan få hjælp til opstarten af vores iværksætterrådgivere. Er du ikke fra Brønderslev-området? Tjek med dit lokale erhvervskontor.

Der er et hav af steder, du kan gå hen for at få yderligere information. Her er især Skat en god kilde til info.

Deres hjemmeside er ikke god at find rundt på. Men de har lavet et lille iværksætterhjørne og en række vejledninger, der kan søges frem på siden eller i Google. Går du helt på grund, er de gode til at give svar og links på både Twitter (her hedder de Skattefar) og deres Facebookside Skattestyrelsen.

Hertil er der en lang række fora og private rådgivere, du kan tjekke. Men pas på deres lødighed. Amino er et godt sted til at finde råd indenfor online markedsføring, men pas på med jura- og økonomidelen, det er ikke altid rådene er rigtige, og i nogle tilfælde er de direkte ulovlige, så brug rådene derfra med en sund kritisk sans og støttet af anden kilde.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Startvejledningen har forhåbentlig givet dig nyt mod på opstarten og svar på mange af dine spørgsmål.

Har du yderligere spørgsmål eller brug for hjælp, er du meget velkommen til at kontakt os på erhverv@99454545.dk eller ringe på 9945 5200.

Husk, det er ikke svært at starte eller drive virksomhed i Danmark. Men som iværksætter er det nyt. Brug dit netværk og spørg. Der findes ikke dumme spørgsmål i opstarten.

Skal vi hjælpe dig igang?

Skal vi kontakte dig?

Rasmus Pedersen
Chefkonsulent
Henrik Thingholm Kristoffersen
Konsulent
Se flere
Få fordele som medlem ved Brønderslev Erhverv
Bliv medlem
Følg med
Brønderslev Erhverv

Håndværkervej 1
9700 Brønderslev

Tlf.: +45 99 455 200
Email.: erhverv@99454545.dk

envelope-ophonefacebooklinkedininstagram