Opstart af bed and breakfast - startvejledning

Opstart af Bed & Breakfast (B&B)

Startvejledning til opstart af dit eget BnB

Kært barn har mange navne. Om du kalder det udlejning af værelse, BnB, B&B eller Bed and Breakfast, så kan denne guide hjælpe dig godt igang. Du har besluttet dig for, at du vil starte din egen butik. Det skal nok blive godt.

Denne artikel har til formål at lette din vej fra tanke til etablering af egen virksomhed.

God læselyst.Denne lille vejledning kan hjælpe dig på vej til at åbne dit eget Bed & Breakfast (B&B).

NB: reglerne ændrer sig fra tid til anden, så husk at tjekke de links der er i denne vejledning.

I kontakt med kunderne

Det er vigtigt du har god kontakt med kunderne, når man ønsker at drive en Bed & Breakfast. Herunder også at markedsføre sin virksomhed. Det kan blandt andet være:

Personligt salgsarbejde

Din egen stil er meget vigtigt for dit salg. Vær aktiv, mød dine gæster der hvor de er og svar på de spørgsmål de måtte have. Vær nysgerrig på, i hvilken anledning de overnatter hos dig:
Er det forretningsrejse, weekendtur, ferie eller andet.

Vis du er interesseret i dine gæster.

Annoncere

Man kan annoncere på mange måder. Nogle eksempler kunne være:

  • På din Facebook-side
  • Den lokale turistbrochure
  • Avisen
  • Postkort med flotte billeder af dit sted, og sætte dem rundt om i lokalområdet
  • Skilt ved vejen (husk at tjekke med kommunen om du må)

Flyers

Det er også en idé at lave en flyer, som kan ligge i forskellige butikker (hvis du må for butikkerne). Du kan selv lave flyers med computer og farveprinter. Hav en skabelon på computeren, gerne med et eller flere lækre billeder. Husk at lave ændringer, når der sker noget nyt.
Her du på et lille budget kan du komme langt med en printer og programmet Canva til design af flyers. Canva er gratis i grundudgaven, det har mange gratis skabeloner at vælge imellem og er relativt let at oprette designs i.

Online

Kunder er i dag på de sociale medier. Du kan overveje om din B&B skal have en hjemmeside, men du bør have en Facebook-side, eller være på Google My Business.

Google My Business er et gratis værktøj, som gør det lettere for virksomheder at få lidt mere kontrol over deres placering både på Google Søgning og Maps. Herinde kan du sætte billeder ind af din B&B, lave beskrivelse af dit sted og skrive kontakt oplysninger inkl. åbningstider. Det gør det nemmere for kunder at finde netop dig.

Få denne guide tilsendt som PDF

Vil du hellere læse i fred og ro, i print?

Økonomi

Bed and Breakfast er typisk et sideerhverv. Det vil sige, at de fleste B&B ejere, har et lønnet job eller efterløn ved siden af. Selv om det er et sideerhverv, er det en god idé at lave et grundigt budget.

SKAT og moms

Du skal betale skat af dine lejeindtægter, når du udlejer en bolig, du selv bor i, i dele af året, eller udlejer værelse(r).

I 2018 kom der nye regler, de giver dig et højere bundfradrag, hvis du udlejer din bolig gennem et bureau.

Fra 2021 skal al udlejning foregå gennem et bureau, hvis du vil gøre brug af det skattemæssige høje fradrag.

Fradraget er i 2019 på 28.600 kr. for en periode på 12 måneder. Hvis du ikke udlejer gennem et bureau, vil fradraget være på 11.000 kr. over en 12 måneders periode (pr 2021).

Du skal betale skat af den del af lejeindtægten som overstiger bundfradraget. Du skal være opmærksom på, at når de nye regler træder i kraft i 2021, skal du vælge et bureau der samarbejder med SKAT. Det betyder, at bureauet automatisk indberette din lejeindtægt til SKAT.

Du kan indtil de nye regler træder i kraft i 2021, vælge mellem to forskellige skattemæssige fradrag:

  • Bundfradrag
  • Regnskabsmæssigt fradrag

Læs mere om de to slags fradrag på SKATs hjemmeside: https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234798

Husk at tjekke ovenstående link fra tid til anden, så du ikke snyder dig selv eller snyder i SKAT 😊.

Salg for under 50.000 kr. over 12 måneder

Hvis du regner med at sælge overnatninger for under 50.000 kr. over 12 måneder, behøver du ikke at blive momsregistreret.

Du kan vælge virksomhedstypen personligt ejet mindre virksomhed (PMV). Der er dog nogle forholdsregler du skal kende til, dem finder du på virksomhedsguiden her.

Salg for over 50.000 kr. over 12 måneder

Hvis du regner med at sælge overnatninger for over 50.000 kr. over en 12 måneders periode, skal du have et CVR-nummer og momsregistreres. Dette kan du gøre her: https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/ERST/Start_virksomhed

Ved momsregistrering kan du ikke nøjes med virksomhedstypen PMV – der skal virksomheden som minimum være af typen ”Enkeltmandsvirksomhed”. Er det en bibeskæftigelse anbefaler vi enkelmandsvirksomhed i de fleste tilfælde, tjek med os, din bank og/eller revisor for at være på den sikre side.

Vil du have lidt mere baggrund for din opstart?

Registrering af virksomhed

Når du ved, hvad du skal sælge, har en rimelig klar fornemmelse af hvem og hvor mange, der vil købe det du sælger, og når du ved, at økonomien kan hænge sammen, skal du starte/registrere din virksomhed. Det er meget nemt at starte en Personligt ejet mindre virksomhed eller enkeltmandsvirksomhed i Danmark.

Der er tre ting, der skal være i orden, når du starter virksomhed:

1. Registrering

Du kan registrere dig direkte via internettet på www.indberet.virk.dk.  Herinde skal du skrive alle dine personoplysninger, din driftsform og fortælle, hvilken branche din virksomhed er inden for. Det er alt.

2. Tilladelser

Selvom du er blevet registeret, kan det godt ske, at du også skal have nogle tilladelser til at udføre dit erhverv. Det første du skal gøre er at kontakte byggesagsgruppen i kommunen, som kan tage stilling til, om du må have lov at drive erhverv på din bopæl. Det er også dem der kan hjælpe med lovgivningen og tilladelser.

Det er også altid en god idé at kontakte brandmyndighederne for at finde ud af om du har nok flugtveje i tilfælde af brand.

3. Regnskabspligt

Det at føre regnskab er et vigtigt styringsredskab i din virksomhed, men det skal også bruges til at opfylde statens regler om regnskabspligt og momsafregning.

Reglerne gælder både for virksomheder, der drives på fuldtid og på deltid. Det er dog ikke et krav at registrere virksomheden, med mindre der er en omsætning på over 50.000 kr. om året.

Virksomhedsformer

Når du starter virksomhed, skal du vælge hvilken virksomhedsform, du vil starte i. Der findes mange forskellige. De oftest brugte for B&B er:

Personligt ejet mindre virksomhed (PMV)

Personligt ejet mindre virksomhed (PMV): Denne selskabs-form har kun én ejer, der alene træffer alle beslutninger. Ejeren hæfter personligt med egen formue og virksomheden er ikke momspligtig (omsætning under 50.000 kr. årligt). Herudover har virksomheden ikke ansatte, og registreringen skal fornys hvert 3. år.

Enkeltmandsvirksomhed

Personligt ejet enkeltmandsvirksomhed: Dette er den mest enkle virksomhedsform. Der er intet kapitalkrav, og som ejer hæfter du personligt med alt, hvad du ejer.

I tilfældet med et B&B er risikoen ikke så stor. Du har ikke leverandører du vil have store udlæg hos. Dine kunder er som oftest ikke fast kunder, hvor du er afhængig af deres

Regelsæt til gæster

Inden du starter dit B&B er det en god idé at overveje hvilke regler du gerne vil, dine gæster skal følge når de bor hos dig.

Du kan med fordel lave en lille folder til dem, der beskriver hvordan det er at bo hos dig, og hvad de kan forvente sig.
Emnerne kan fx være:

  • Parkering
  • Internet
  • Sengelinned/ håndklæder
  • Adgang til køkken – og er der nogle regler man skal følge?
  • Oprydning
  • Hvem henvender man sig til hvis man har spørgsmål – og i hvilket tidsrum?
  • Hvor /hvornår er der morgenmad?
  • Er der en gave når man ankommer? Det kunne være en æske chokolade, kaffe/the, vin, øl, brochure mv.

Flere oplysninger

Helt uden at prale kan du finde meget hjælp til opstarten på vores hjemmeside Brondersleverhverv.dk, ligesom du kan få hjælp til opstarten af vores iværksætterrådgivere. Er du ikke fra Brønderslev-området? Tjek med dit lokale erhvervskontor.

Der er et hav af steder, du kan gå hen for at få yderligere information. Her er især Skat en god kilde til info.

Deres hjemmeside er ikke god at find rundt på. Men de har lavet et lille iværksætterhjørne og en række vejledninger, der kan søges frem på siden eller i Google. Går du helt på grund, er de gode til at give svar og links på både Twitter (her hedder de Skattefar) og deres Facebookside Skattestyrelsen.

Hertil er der en lang række fora og private rådgivere, du kan tjekke. Men pas på deres lødighed. Amino er et godt sted til at finde råd indenfor online markedsføring, men pas på med jura- og økonomidelen, det er ikke altid rådene er rigtige, og i nogle tilfælde er de direkte ulovlige, så brug rådene derfra med en sund kritisk sans og støttet af anden kilde.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Startvejledningen har forhåbentlig givet dig nyt mod på opstarten og svar på mange af dine spørgsmål.

Har du yderligere spørgsmål eller brug for hjælp, er du meget velkommen til at kontakt os på erhverv@99454545.dk eller ringe på 9945 5200.

Husk, det er ikke svært at starte eller drive virksomhed i Danmark. Men som iværksætter er det nyt. Brug dit netværk og spørg. Der findes ikke dumme spørgsmål i opstarten.

Skal vi hjælpe dig igang?

Skal vi kontakte dig?

Rasmus Pedersen
Chefkonsulent
Henrik Thingholm Kristoffersen
Konsulent
Se flere
Få fordele som medlem ved Brønderslev Erhverv
Bliv medlem
Følg med
Brønderslev Erhverv

Håndværkervej 1
9700 Brønderslev

Tlf.: +45 99 455 200
Email.: erhverv@99454545.dk

envelope-ophonefacebooklinkedininstagram